Beats By Girlz Denmark

Kom på 3-dages GRATIS musik-camp

for kvinder og kønsminoriteter* på 17-25 år. Præsenteres af SV- festival og Rytmisk Center og faciliteres af Beats By Girlz DK

Er du sanger eller instrumentalist og/eller skaber du musik på din computer, så kom skridtet videre på en GRATIS workshop fra d. 4.9–6.9 (første weekend i september) med fokus på genrefri elektronisk og eksperimenterende musik.


Ansøg senest 21. august 2020!


Mød artisterne JOMI MASSAGE, LUCY LOVE og FRK. JACOBSEN og bliv inspireret. Få branchetips ved KAJA MANAGEMENT og skab musik med BEATS BY GIRLZ, som også er værter på campen.


I forbindelse med SV-festival får du også adgang til en showcase ved den dub-inspirerede kvindelige strygekvartet Halvcirkel.

DU FÅR:

Inspiration, viden, netværk, retning og workshops indenfor sangskrivning, lyd og musikproduktion.

Hvad går det ud på?

På Upbeats får du inspirerende talks og undervisning af professionelle kunstnere. Du kommer også til at skabe musik i samarbejde med de andre deltagere. Gennem kunstneriske udfordringer og benspænd skal I eksperimentere med stilarter og sangskrivning. Det gælder om at sætte den kreative proces i spil, arbejde sammen og producere sange og musik ud fra den inspiration I får i løbet af weekenden. Hvis du overvejer at søge optagelse på eksempelvis Rytmisk Musikkonservatorium eller andre musikuddannelser vil du få et indblik og tips hertil. Campen er dog for alle, der vil skridtet videre med deres musik. 



Hvordan?

I bliver inddelt i teams på max. tre personer, som skal arbejde sammen om at skabe ny musik, som I præsenterer for hinanden den sidste dag. Undervejs er der talks, undervisning og opgaver der bidrager til og udfordrer jeres proces.


Hvem kan søge?

Upbeats henvender sig til kvinder og kønsminoriteter* mellem 17 og 25 år, der brænder for at skrive og/eller producere musik. Du synger, spiller et instrument eller skaber musik på din computer. Du er nysgerrig på nye vinkler i musikproduktion, og du vil gerne samarbejde med andre deltagere for at udvikle din musik og dit talent.


Sådan ansøger du

Følg linket til ansøgningsblanketten, hvor du bl.a. skal begrunde hvorfor netop DU skal med på campen. Max antal: 12 deltagere. Upbeats er gratis og støttes af KODA Kultur.



Hvornår og hvor?

Campen finder sted fredag den 4.9 kl. 16–20 + lørdag d. 5.9 og søndag den 6.9 begge dage kl. 10–17 på Rytmisk Center, Vesterbrogade 107E / København. OBS: Vi gør opmærksom på at for at blive optaget på Upbeats, skal du være indforstået med vores krav om fuld deltagelse i campens program alle tre dage. 



 Mød:


  • Jomi Massage / Signe Høirup Wille-Jørgensen er sanger, guitarist, komponist og performanceartist. Hun er soloartist og medlem af rockbandet Speaker Bite Me og underviser bl.a. på konservatoriet i København.
  • Lucy Love / Lucy Siame er sangskriver, rapper og står selv for artwork og styling.  Hun er kendt som et af Skandinaviens bedste live-acts, der brænder dansegulvet ned med tunge beats, musik med kant og stramt koreograferede shows.
  • Frk. Jacobsen / Anja Jacobsen er trommeslager, komponist og performanceartist kendt fra artpop-gruppen Valby Vokalgruppe og Frk. Jacobsen, som i 2019 vandt en Steppeulv for Årets Musiker. Anja underviser på Rytmisk Musikkonservatorium. 
  • KAYA MANAGEMENT / Kat Jarby er musikmanager og producent og vil fortælle om aktuel konceptuel musik og veje til at få hul igennem i branchen for genrebrydende elektronisk og eksperimenterende musikscene.
  • Halvcirkel er en dub-inspireret strygekvartet, der udfordrer den gængse måde at tænke klassisk musik på, og arbejder på at skabe en lyd og performance, der overskrider grænserne for genren. De har samarbejdet med bl.a. Jonathan Bremer.



    Bag Upbeats

    Den årlige SV-festival i Sydhavn med fokus på aktuel og modig musikscene arrangerer Upbeats i samarbejde med Rytmisk Center og Beats by Girlz DK.


    Se mere om arrangørerne her:

     

    https://sv-festival.dk/

    https://rytmiskcenter.dk/

    https://beatsbygirlz.dk/

     

    *Hvorfor fokus på piger, kvinder og kønsminoriteter?

    Musik er selvfølgelig for alle. Men musikuddannelser og -branchen er domineret af drenge og mænd. Beats By Girlz arbejder derfor for mere diversitet i dette billede. Gennem et Beats By Girlz-forløb bliver deltagerne bedre rustet til at gå ud og spille musik med alle køn. Alle kurser og events hos Beats By Girlz DK er målrettet piger, kvinder, ikke-binære og transpersoner. Vi har navne og pronominrunde på campen.